Søften Musik- og Foredragsforening i samarbejde med Søften Menighedsråd   PRÆSENTERER

Ghita Nørby og Lars Hannibal

 I ORD OG TONER”

 

Ghita Nørby – En Diva i konstant forandring

En af Danmarks største skuespillerinder har stået mere end 60 år på de skrå brædder. Med mere end 150 film og utallige teaterforestillinger er Ghita Nørby én af Danmarks absolut mest populære skuespillerinder. Et kig tilbage på 84-årige Ghita Nørby karriere viser, at det ikke er småting, hun har lavet igennem sine seks årtier på scenen. Alt fra hjertelige humoristiske roller på film og teater til mere alvorlige og dramatiske roller om sygdom og sorg. Når man kigger på Ghita Nørbys imponerende karriere, er det svært at lade være med at nævne hendes fortolkning af Ingeborg Skjern i tv-serien ’Matador’, der blev produceret fra 1978-1982.

Kom og oplev en af Danmarks største skuespillerinder fortælle om sit spændende liv i åbenhjertig samtale med sin mangeårige ven guitaristen Lars Hannibal, som indimellem ordene vil spille kendte temaer fra det klassiske guitarrepertoire, som giver plads til ”eftertanke”. Der er også plads til at opleve Ghita Nørby læse bla. H. C. Andersen´s eventyr!

 

Forskellige reaktioner på vores optræden:

Kære Ghita og Hannibal

 Tusind tak for i lørdags! Sikke som I formår at være generøse med jeres ord og toner så man fængsles og forlader verden for en stund. Vores gæster var meget glade og har givet jer masser af god feed-back. Jeg vedhæfter et par fotos fra dagen.

Tak og mange kærlige hilsener fra os alle på Munkeruphus,

 

Nordjyske skrev bla. følgende under overskriften:

Stærkt møde med to stærke solister!

 Ghita Nørby præciserede i sine kommentarer eventyrenes, dyre-og planteverdenens forhold til menneskeverdenen og tilnærmelsen til den menneskelige erfaring. Og H.C.Andersen lader sig irritere over sladderens nyfigenhed og over indesluttethed og træghed. Hans helte er den lille høne og rosenhækken. I sen fængslende oplæsning fik Ghita Nørby netop disse sider i eventyrene frem.

Lars Hannibal er i dag en af vores betydeligste klassiske guitarister. I hans version af Bach`s gavotte og i moderne brasiliansk guitarmusik fornam man den forfinede klangskønhed, den rytmiske umiddelbarhed og den udtryksmæssige spontanitet i hans fortolkninger.

Totalindtrykket af aftenen i den stopfyldte kirke var meget stærkt. Forløbet blev endnu engang en ubetinget kunstnerisk sejr for de to solister” Nordjyske Tidende

 

Sprøde toner og formidabel retorik hos Autohallen Toyota

FULDT HUS: Flere end 200 havde sørget for at erhverve sig en billet til arrangementet, som var lavet i samarbejde med Team Rynkeby Vestsjælland til fordel for Børnecancerfonden. Og gæsterne fik, hvad de kom efter – en sprudlende retorisk Ghita Nørby og en guddommeligt velspillende Lars Hannibal.

To personer med format: Dernæst driblede den snart 81-årige Ghita Nørby sig i halvanden time gennem anekdoter fra et langt liv med kultur, mennesker og indtryk. Mødet med Karen Blixen, ord fra Dalai Lama og munter oplæsning af H. C. Andersen, krydret med formidable guitarsatser fra Lars Hannibal.

Når to mennesker på en lille scene med to mikrofoner og to stole formår at fylde det store autohus med intenst nærvær, humor og en vis ydmyghed, så vidner det om format. De to store kulturpersonligheder ramte plet i deres samtale-show, hvor de på den ene side gav stof til eftertanke, mens de på den anden side fik latteren til at buldre gennem det store hus gang på gang.